Radikalisering i fængslet
Radikalisering sker i fængsler – og mange andre steder. Antiradikalisering er på rekordtid blevet et ord vi alle hører. Vi hører at svage sjæle presses, fristes og manipuleres til at blive modborgere og til mere eller mindre systematisk at underminere vort samfund.
I denne artikel kan du læse om radikaliseringen i fængsler. Du får ikke den fulde historie, men du får et hint om hvordan fængselsbetjente medvirker til at modvirke radikalisering.
Kort sagt: Radikalisering sker mange steder. I fængslet er man mere udsat end andre steder. Man er alene, bange og sikkert vred. Det gør mange personer til lette ofre for pres. Et pres der i første instans kan føre til sammenhold – og fælles front mod omgivelserne.
Desværre kan det også i sidste ende føre til vold.
Læs om hvordan vi i samarbejde med et fængsel i Danmark skubbede en potentiel radikalisering lidt længere væk. Blot ved at sikre, at negative følelser og dårlig kommunikation ikke fik lov til at blive til had og dårlige tanker om hævn.
Uro!
Et af de fænglser vi samarbejder med havde et problem: Der var uro i en afdeling med svære fanger. I afdelingen var otte indsatte. De syv med udenlandsk baggrund – den ene med dansk. De var alle bandemedlemmer af den hårde slags.
Afdelingen var urolig. Stemningen var negativ, truende og iskold gennem nogen tid.
Vi interviewede de indsatte. Om fængselsbetjentene sagde de: “Vi bliver behandlet som dyr. De gider ikke tale med os. De er racister.”
Turen kom til de ansatte: “De er truende. De vil ikke samarbejde. De siger at vi er racister.”
Begge parter havde fået nok. De indsatte isolerede sig og ignorerede betjentene. Betjentene følte at de havde givet og givet – men blev alligevel mødt med tilråb og den kolde skulder.
Da vi analyserede problemet var det sådan set småting der havde startet den dårlige stemning:
En ansat der udleverede hovedpinetabletter uden at se på den indsatte
En indsat der smækkede med døren
Indsatte der blandede sig i en anden indsats dialog med betjentene
En ansat der var midt i noget arbejde og som med en irriteret håndbevægelse bad den indsatte vende tilbage om to minutter
Dybest set var problemet baseret på kommunikation og ikke på sager.
Den korte historie er, at vi lagde planer for god dialog – både med de ansatte og de indsatte.
Et eksempel på en plan kan ses nedenfor:
Med udgangspunkt i at betjentene har mest overskud og viden om den gode dialog, valgte vi at justere adfærden hos begge parter via en ensidig adfærdsændring hos personalet.
Vi gennemførte følgende på et af værkstederne i fængslet:
Dagen starter
Når de indsatte ankom om morgenen var personalet klar. De første dage og uger gav personalet hånd til de indsatte og hjalp dem på plads. De sikrede at alt værktøj var klar – og at de selv var “på”.
Dette alene skabte en særdeles positiv stemning på meget kort tid.
Instruktion
De indsatte krævede guidelines og støtte. Det var ikke det samme som envejskommunikation og diktatorisk adfærd. Derfor brugte personalet energi på at instruere de indsatte i dagens opgaver. De lyttede til spørgsmål og anerkendte at de indsatte havde udfordringer med simple opgaver. Mange af de indsatte havde reelt aldrig haft en job…
Arbejde
Alle vil gerne have opmærksomhed og ros. Ikke mindst mennesker, der er indsat i et fængsel – eller som er blevet kriminelle fordi de ikke har evnet at finde et solidt job og få et solidt liv.
Derfor aftalte vi med betjentene at de de såvidt muligt brugte tid sammen med de indsatte. Før i tiden havde begge parter passet sig – ofte med en lukket dør mellem sig.
Pauser
I pauserne udfordrede betjentene de indsatte i fx. bordtennis. De talte med fangerne og fandt faktisk ud af, at det var langt sjovere at være tæt på – end at holde opsyn fra tre meters afstand gennem panserglasset.
Socialt
For at støtte den gode kontakt der var skabt, begyndte de ansatte at hjælpe betjentene på afdelingen med at overføre information om den enkelte fanges sociale adfærd. Det betød, at problemer der opstod i den ene afdeling kunne følges op i den anden. Et andet spin-off var en langt bedre kommunikation og et øget samarbejde betjente imellem.
Dagen slutter
For at runde dagen af, besluttede betjentene til at huske at sige ordentligt farvel. På samme måde som dagen startede, valgte de at give hånd, et skulderklap eller et high-five. Små ting som ikke blev opfattet som småting!
Konklusionen på disse justeringer i kommunikationen er, at nu er problemerne væk. Den ensidige adfærdsjustering betød, at fangerne hurtigt måtte opgive at være afstandstagende. De blev ægte glade – en af dem sagde i kådhed: “Det er ligesom at være til fest, når vi er på værkstedet…”
Efter tre måneder er stemningen permanent ændret. Alle er gladere, der er ingen væsentlige konflikter og energien er i top igen.
Du kan så argumentere, at dette ikke er en garanti for at de indsatte ikke bliver radikaliseret. Og det kan du have ret i. Men da radikalisering ofte finder sted fordi man ikke passer ind eller bliver accepteret, så vurderer vi at denne positive udvikling har medindflydelse på den indsattes holdning til omgivelserne. En pointe er, at det var nemt – ufatteligt nemt – at lave små justeringer i adfærden hos betjentene og de indsatte. En adfærdsjustering som havde markant, positiv indflydelse på de indsattes holdning til opholdet i fængslet.