Det kollektivistiske samfund

Det kollektivistiske samfund

Opdelingen mellem land og by skyldes, at bysamfund er individualistiske samfund. Landsbysamfund er derimod kollektive samfund. Det er i mødet med disse anderledes værdier, at der kan opstå konflikter. Den væsentligste forskel mellem disse samfund er, at der er større selvbestemmelse over eget liv i individualistiske samfund. Jeg vil understrege, at beskrivelsen af det kollektive samfund er en generel beskrivelse. Det vil sige, at det er grundfilosofien i det kollektive samfund, der her kommer til udtryk. Der er således mange måder, familier og individer kan leve deres liv på i sådanne samfund. Nogle lever traditionelt efter normerne, andre har valgt en mere moderat form.

På trods af alle odds er der mange ressourcestærke etniske minoriteter, der er velfungerende, i næsten alle brancher og faggrupper. Men de er ofte usynlige og får sjældent omtale i medierne. De føler sigsom en del af samfundet og gør sig ikke specielt bemærket. De har ikke behov for al den debat om integration og kan ikke identificere sig med den.

Således er personer med baggrund i kollektive samfund ikke en homogen gruppe. Derfor er det vigtigt at forholde sig til det enkelte individ, når man beskæftiger sig med integrationsproblematikker. 

I indvandrergrupperne fra de forskellige lande er mange socialgrupper repræsenteret. De største grupper kommer oftest fra landdistrikter, og mindre grupper kommer fra by- og storbysamfund. Indvandrere blander sig ikke så meget indbyrdes mellem socialgrupperne. Det kan skyldes, at de ikke mener, at de har noget tilfælles med hinanden, selvom de kommer fra samme land, har samme religion og sprog. Det er derfor vigtigt igen at pointere, at indvandrere og flygtninge ikke er en homogen gruppe. 

Det traditionelle familiemønster under forandring

Blandt de forskellige nationaliteter i Danmark er der stor forskel på folks uddannelsesmæssige baggrund – og på om de kommer fra land eller by. Eksempelvis kommer iranske flygtninge primært fra storbysamfund og har oftest en uddannelse. Der findes ikke statistisk materiale med opdeling efter om folk kommer fra land eller by, men mit kvalificerede gæt, at ca. 90% af de indvandrer- og flygtningefamilier, som kommer til Danmark fra ikke-vestlige lande, stammer fra landet.

p>På landet lever man typisk i såkaldte kollektivistiske samfund. Et kollektivistisk samfund er, som betegnelsen antyder, baseret på, at man er fælles om hverdagens aktiviteter. Rollefordelingen er fast, og der hersker et hierarkisk system, som alle er indforstået med. Rent praktisk betyder det også, at man i disse samfund trygt overlader sine børn i andres varetægt uden at aftale rammerne for f.eks. opdragelse og ansvar.

Således vil man i et kollektivistisk samfund ikke have behov for formaliserede aftaler om børnepasning, idet der altid er nogen i storfamilien, som kan påtage sig denne opgave. Alle hjælper hinanden i familien.

Det er en meget stor kontrast at komme til Danmark fra disse samfund. Her i landet er børneopdragelse og -pasning både lagt i hænderne på barnets egne forældre og på institutioner. Det er en af grundene til, at de fleste indvandrere fra disse samfund finder det vanskeligt at tilpasse sig hele strukturen i det danske samfund, da det er et udpræget individualistisk samfund. 

Det kollektivistiske samfund er som sagt ofte et landsbysamfund, og her tager man i højere grad hensyn til kollektivets normer og værdier i stedet for egne ønsker og behov. I et sådant samfund spiller alder, status og køn en stor rolle for den pågældendes placering i kollektivet. Tillige er samfundet som regel delt op i en mande- og en kvindeverden. Det er ikke velset, at man blander sig i hinandens verdener, idet mænds og kvinders roller er markant forskellige.

Det danske samfund er altså markant anderledes. Her er mere fokus på “mig” end på “os” som det fremgår af grafikken her:

Denne grundlæggende forskel i vor syn på måden vi lever vort liv på, er ikke noget du som fagperson eller virksomhedsleder må underkende værdien af. Du skal i mange tilfælde acceptere, at forskellen er tydelig for dig men ikke nødvendigvis for den anden – og du skal bruge denne grundlæggende viden til at optimere din dialog med de etniske minoriteter.